Jeg har lige haft den udsøgte fornøjelse af holde et oplæg for en sal, fuld af sultne psykologistuderende på Aalborg Universitet - Det var super inspirerende at mødes med mennesker der lige som jeg selv er totalt betagede af det psykologiske univers.
At slippe den synergi løs i et fællesskab af andre " lidelsesfæller ", i færd at danne deres egne indtryk af et fantastisk og grænseløst fagfelt #=o) gør, at man bliver høj af at drøfte synspunkter, vinkler og stillingtagener.
Det giver power at mødes og få lov at komme og give sit piv med på et kendt arbejdsfelt og undervejs slog det mig, da jeg selv mødtes med psykologer i min studietid - hvor umiddelbart langt jeg som studerende følte mig, fra de psykologers hverdag og så alligevel ikke, for vi delte jo absolut den samme interesse om end vi måske havde forskelligt syn på formidlingen af feltet.
Et at de metapointer jeg gerne ville formidle igennem var det paradoks - At formidlingen af et arbejde i psykologiens univers ikke behøver at fremstå superalvorligt og drønhøjtideligt, selvom det er alvorlige sager vi assisterer folk med.
Nuvel - ingen tvivl om, at genstandsfeltet for arbejdet - nemlig menneskers lidelse er alvorligt og absolut skal mødes med seriøsitet og alvor, men jeg oplever en tendens blandt psykologer når vores professionelle arbejde skal formidles til f.eks fremtidige kolleger, så skal det helst ske det med meget stor æresfrygt, næsegrus beundring grænsende til det tilbageholdende berøringsangste, i en grad så man som deltager næsten får royale angstfornemmelser, skulle man driste sig til at stille et enkelt spørgsmål til majestæten på podiet - Det skete gudskelov ikke i lørdags.
Alvoren leveres i genstandsfeltet og det afslappede bør således komme når vi formidler, hvordan man arbejder med disse alvorlige sager, for at skabe en bedre balance overfor os selv som fagpersoner. Dette også for at kunne inspirere nye kolleger til at tænke " Fedt jeg valgte at gå til psykologi og blive sådan een i fremtiden ".
For mig er en psykolog der formidler sit i forvejen alvorlige arbejde, meget alvorligt - en kliché - Det er for ensidigt - som bageren der ikke spiser andet end sit eget brød og ser ud derefter, præstens gudsfrygtige livsstil eller en plørefuld ølkusk. Det bliver for meget fagidioti og for lidt distance.
Hvis det skal lykkes at inspirere tænker jeg, at det er nødvendigt at bryde med eventuelle stereotype forventningerne - og komme igennem tågen så det kan ses og høres " Con Amore " til et fagfelt som, hvis man placere sig rigtigt i det, giver uendeligt meget tilbage.
Når det i fællesskab lykkes en foresamling at ramme den tone rent, som i det møde som fandt sted Lørdag den 12 Februar 2011 på Aalborg Universitet, så bliver inspiration en to vejs oplevelse og der skabes en særlig energi og atmosfære.
Jeg takker for jeres inspiration.
Klik på BLOG til venstre for at læse flere.