Forståelsen af stress har i de senere år givet anledning til stor mistanke om, at stress ofte og tidligt i et barns liv kan være den direkte årsag til senere psykologisk livssårbarhed.
Forklaringen skal findes i speeder aktiveringen af det centrale nervesystem (CNS) med tilstedeværelsen af hormonerne adrenalin, noradrenalin og cortizol ( CNS sympaticus ) i kroppen. Det er specielt når binyrebarkhormonet cortizol blander sig i cocktailen, at slitagen tager til.
Udsættes vi mennesker for disse stoffer over for lang tid eller for ofte, svækkes vor modstandskraft over for stress og vi føler os alt for let stressede. Denne tilstand påvirker vores kognitive formåen og vedholdenhed mht. til koncentration, hukommelse, evne til at multitaske, planlægge, analysere og eksekvere de planer vi har i livet. Disse funktioner ligger i frontallapperne og benævnes eksekutiv funktioner og hører til nogle af hjernens højest udviklede funktioner. Dette har længe været god latin i arbejdet med stress, men hvad betyder det, hvis et barn er vokset op og jævnligt har været udsat for stressende livsomgivelser - Vil det så medføre, at barnet som voksen bliver mere sensitivt, modtagelig og sårbar overfor stressende sitautioner, selvom den stress de oplever senere i livet ikke er langvarig - eller bliver det barn stærkere sådan som ordsproget for denne blog foreslår ?.
Der er klare indikationer på, at når et tidligere udsat barn stresses som voksen vil dets evne til at håndtere stress ligne alle andres, ved det første indtryk. Mange vil betragte personen som stærk og kender man til deres stressede omstændigheder som barn, vil man netop tro, at det er blevet stærkere af at have gennemlevet de mange stressede situationer.
Personen kan som regel godt klare sig igennem den periode, hvor stresset står på og ligner herved alle andre mennesker, men det er bagefter i neddroslingen fra det autonome nervesystem sympaticus, at forskellene vil vise sig. Her vil det tidligt stressede barn som voksen have brug for meget længere rekonvalecensstid end andre og det vil tillige i særdeleshed været udsat for comobiditet til stresset - som øget stimulansforbrug, sensitivitet, humørsving, impulslabilitet, angst, depression, PTS (post traumatisk stress) eller PTSD (post traumatisk stress forstyrrelse). Det er altså i belastningsreaktionerne efter stresset, at det vil udsatte barns psyke som voksen viser, at det har været stressbelejret tidligere og herved reagerer med meget større udsving end andre ville gøre - Det menneske reagerer ikke alene længere tid men også kraftigere på stresset bagefter.
Ordsproget lyder ; Hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere ; og ret beset kunne dette ikke være mere forkert. For jo flere gange et menneske oplever langvarig eller voldsom stress gør det os mere sårbare.
Betyder det så, at al modstand i livet er af det onde ? - Nej slet ikke ! Det handler om hvor længe eller hvor ofte ens stresssystem sympaticus er tændt og speeder een op. Dette afgøres af, hvilke muligheder det enkelte menneske oplever at have for selv at påvirke den stressfulde situation. Kan vi gennem egne handlinger få genskabt følelsen af kontrol over de krav som skaber stresset standser vi hermed sympaticus speederen. Oplever et menneske imidlertid tidligt i livet, ofte at være presset på sin sikkerhed eller stå i en følelse af magtesløshed eller ængstelse, sådan som ordsproget indikerer, voldsomme situationer, så vil det på sigt slide overordenligt på ens modstandsdygtighed overfor almindelig stress, som gradvist bliver dårligere livet igennem og gøre mennesket mere sårbart og mindre livsduelig.
Klik på BLOG til venstre for at læse flere.