Denne sidste blog inden sommerferien omhandler et fænomen - Vi psykologer ofte støder på, uden altid at være klar over det er i spil. Begrebet er dissociation eller fraspaltning af erkendelser eller oplevelser. Altså når en person oplever noget meget voldsomt, men ikke oplever det som noget særlig voldsomt. Dette kan meget let udvikle sig til et paradoks - for skal psykologer nu også til at tage sig af hvad der er ikke opleves som et problem af klienten ?. Efter det gamle psykofobiske mundheld. " Går man til en psykolog er det sgu først man bliver dårlig " - for de skal nok finde et eller andet i vejen med dig. Sagt i spøg, alvorligt ment - et ægte paradoks for psykologen.
Eksempelvis en soldat der har oplevet noget enhver anden ikke militærperson ville bukke under på stedet over, påvirker ikke på samme vodlsomme facon soldaten. Hvordan kan det være ? - Er soldater bare psykisk stærkere eller er det træning, arbejdskultur, holdning eller kunne det være at soldaten akkurat som læger, politi og brandfolk, sygeplejersker, socialrådgivere, psykologer og andre i omsorgsbranchen, benytter sig af metoder til at " skubbe " det voldsomme de oplever væk fra deres bevidsthed, så de kan varetage flere mennesker istedet for at gå under i reaktioner og ikke være til større nytte når det brænder på.
Dissociation er et bud på dette fænomen - psyken fyldes op med voldsomme oplevelser - så personen fraspalter ( dissociere ) hændelse og integrerer den ikke i sin person eller sin bevidste psyke. Personen er klar over, at der har fundet noget voldsomt sted, men der er et tydeligt fravær af følelsesmæssig samhørighed omkring hændelsen hos personen. Man kan sige at personens forsvar har forskanset situationen væk fra sin emotionelle bevidsthed - så oplevelsen ( hvert fald for en tid ) ikke integreres i psyken og belaster personens forsvar.
Er dissociation en holdbar manøvre psyken har gang i hos en person ? - Sandsynligvis ikke men den kan være en meget optimal og brugbar løsning i en dybt presset og vanskelig situation, som kræver personens fulde koncentration. Man ser fænomenet tydeligt når en person bliver overrasket og truet på livet - så handler vedkommende nærmest automatisk gennem chokreaktionen, hvor følelsesmæssige indhold ikke får lov til at komme til bevidstheden før efter faren er drevet over og personen igen er i sikkerhed. Men er det dét vi bevidner når en person dissocierer, hvor det i dissociation så bare lykkes personen at holde sin reaktion nede uden bevidsthedens vidende. Kunne tænkes - Dog er der ofte er en intellektuel forståelse af situationens farlighed tilstede, som personen evner at drøfte vidt og bredt om og ofte godt humør - blot uden en naturlig passende følelsesmæssige reaktion på måske at have været i livsfare. Det gør - at det for undersøgende psykolog kan være hulens svært, at vurdere om klienten i en sådan situation faktisk har fået sin voldsomme oplevelse integreret eller om oplevelsen er dissocieret, væk fra den følelsesmæssige bevidsthed.
Tilbage står om dissociation er en holdbar løsning at cope med voldsomme hændelser, på den korte bane - ja givetvis - På den lange bane - not so much. Har en person dissocieret en eller flere voldsomme oplevelser til side i sit liv, er der en betydelig risiko for at disse oplevelser dukker op igen, på et andet tidspunkt i personens liv, når vedkommende stresses / presses hårdt nok - også selvom den nye stress intet som helst har at skaffe med de dissocierede errindringer. Ofte ses dog hos personen nogle mere permanente forandringer. Disse tegn på mulig dissociation kunne eksempelvis være, træthed, lav irritationstærskel, kort lunte større opfarenhed, muthed, sur, kortfattethed, ikke alt for social. Disse er forandringer der kan være tegn på dissociativ aktivitet hos en person. Meget vigtigt at understrege er det at disse tegn til forveksling ligner efterreaktioner når en psyke har været udsat for voldsomme hændelser eller stor stress gennem længere tid. Der hvor disse efterreaktioner adskiller sig fra dissociation er, at de kan sættes i umiddelbar forbindelse med de voldsomme oplevelser. Dissociation er mere vedvarende og fastholder personen i sin kortlunte personlighed. Modtrækket fra psykologen mod at der sker dissociation hos klienten er ikke at godtage den umiddelbare udmelding fra personen om at alt er ok og det jo bare er et job eller var opgaven og sørge for en god samtalemæssige processering eller renselse ( katarsis ), med gennemgribende reference til det emotionelle indhold i oplevelsen hos personen. Ofte er klienten ikke det fjerneste klar over, at der er ugler i mosen indeni - men han / hun indser ofte først meget sent i samtalen, at den er gal.
Når hverken klienten eller psykologen ikke ved hvad vi ved - skal psykologen op på lakridserne og trække i arbejdstøjet og begynde at undersøge også selvom, det undrer klienten, at der spørges til dette, " det går jo fint har jeg jo fortalt " - når det er sagt kan psykologen ikke undersøge alting og indimellem vil der smutte noget forbi selv et skarpt professionelt øje. Den viden bidrager måske til, forståelsen for at psykoterapi kaldes et arbejde - for både klienten og psykologen.
Klik på blog til venstre for at læse flere - Go Sommerferie