Det syntes at være en ustoppelig foreteelse, at vi sygemeldes med stressreaktioner til højre og venstre, hvilket mere og mere ligner et socialt problem i det senmoderne samfund, end en eksistentiel fejlfunktion i individet. Ja ja vi vil det hele, men det er måske ikke vores største problem. Det største problem syntes at være, at vi tror, at vi kan det hele, hele tiden - og her snyder vi os selv og det indikerer stigende stresssygemeldinger. Det får mig til at tænke på ordsproget : Alle mennesker kan snyde nogle mennesker noget af tiden og nogle mennesker kan snyde alle mennesker, noget af tiden - men alle mennesker kan ikke snyde alle mennesker hele tiden. Skuer vi indad er det i de seneste 15 år blevet krystalklart at psykologisk stress er kommet for at blive og de ramte bliver yngre. Vi bør derfor stille spørgsmålet om vi samfundmæssigt set er i fuld gang med at forsøge at snyde os selv, for stresset ligner en tydelig indikator på at noget er rivende galt i samfundet.
Når stress er kommet for at blive, betyder det så ikke også, at vi foregøjler vore børn, at denne livsstil som en indgroet del af vores hverdag i samfundet er mulig ?. Kunne eksplosionen i ADHD diagnoser have med dette at skaffe. Det kunne vel være, at den største fare mod fremtidens samfund er, at børnene snydes til at tro, at denne livsstil er mulig - hvordan mon det påvirker børnene. Alt i mens medierne er fulde af beskrivelser af generation " Fucked up " der tilsyneladende er ligeglade med både uddannelse og økonomisk ansvarlighed, efter sigende fordi de bare ikke gider. Umiddelbart befriende, men det risikerer at udgøre et gigantisk socialt eksperiment. Er en ugidelig ungdom er spejl af en forfejlet livsstil de har fået ind med modermælken og siden blevet allergiske overfor ?.
Det er vort forhold til tid, den syntes at være gal med. Da vi har skabt teknologiske redskaber har vi mulighed for at " taske " langt flere informationer end tidligere - men hvad gør det ved vore psyke i det lange løb. Krav og forventninger stiger, senest på arbejdet, hvor man nu skal til at være loyalt på job og ikke bare tilstede - det er ikke nok længere at arbejde stabilt man skal også vise tilstedeværelse på en bestemt facon - Christ ! det lyder ligeså opslidende som et dårligt parforhold. Den tid det tidligere tog at gøre mange af hverdagens gøremål, er blevet væsentligt forkortet, hvilket burde give det moderne menneske mere tid til sig selv, men det gør det ikke, det giver tid til at proppe flere ting ind, således vi på dagsbasis skal forholde vores hjerne til mange flere bits end bare for 10 år siden. Dette stresser sindet i længden.
Når tid og krav til hvordan vi bruger tiden, ændrer sig, ville et validt spørgsmål være " Om dette eksperiment overhovedet er muligt i et langt liv eller om vi er i fuld gang med at forsøge en livsstil - som bevirker, at vi automatisk brænder ud i 50'erne. Er det måske det fænomen generation " Fucked up " gør oprør mod, var det måske værd at kigge nærmere på - istedet for bare at klaske en nedgørende overskrift på et muligt fejlfortolket socialt eksperiment.
Klik på BLOG til venstre for at læse flere.