Ja så blev det igen offentligt understreget, hvor pressede mange danskere, føler sig i forhold til de belastninger der oplever i deres arbejdsliv. Opinionsfirmaet Gallup har spurgt godt 1000 personer, hvor ofte de har været ved egen læge med stress som årsag, specielt de 25 - 50 årige. Det viser sig, hvis disse udsagn ellers er repræsentative for resten af befolkningen, at hver fjerde dansker, render rundt med behandlingskrævende stress. Flere af disse har modtaget medicin, men hvilken oplyses der intet om - et godt bud ville være SSRI præparater ( lykkepiller ) eller angstdæmpende farmaka, da langtidsstress som bekendt kan være en forløber for både angst og depression.
Dette billede svarer fint til mange professionelles opfattelse af nationens tilstand på dette område. Nationens tilstand kan der være mange årsager til. For det første er stress ikke udelukkende et fænomen der fås på jobbet, men det er oftere her, at vi sidste 20 år er blevet mere opmærksom på den. Med denne opmærksomhed på jobbet har der været en tendens til at glemme den stress der skyldes private årsager.
Altså de perioder i vores liv i privaten, hvor det måske af forskellige årsager kører noget stramt eller hårdt derhjemme. I disse perioder har vi mennesker brug for, at arbejdet bare kører lidt på autopilot, altså at vi ikke belastes yderligere arbejdsmæssigt, når vi er på job. Netop dette, at vi også arbejdsmæssigt indimellem har brug for let at kunne overskue det vi er ansat til, bliver vanskeligere når arbejdspladsen er i konstant forandring som arbejdmarkedet har været i snart mange år.
Det drejer sig og ændrede opgaver, mere administration til hver enkelt gennem indførelsen af den personlige computer, vi skal arbejde mere i teams, der skal optimeres, nedskæres eller arbejdes " smarter not harder " men det kan faktisk opleves som lidt af et pres, hele tiden at være på dupperne, selvom det vi foretager os arbejdsmæssigt er meningsgivende opleves det at kravene på jobbet stiger.
Eget ansvar for egen udvikling personificeret ved medarbejderudviklingssamtaler, hvis man altså overhovedet har tid til at afholde dem, hvilket også skubber i en stresset retning. Når et menneske oplever, at man falder i værdi, hvis man ikke holder sig til eller byder ind på opagver, giver det en grundlæggende stress. Det føles let umuligt at sige nej tak, hvis man da ikke vil skyde sin egen karriere i foden. Ofte er det noget man simpelthen ikke når at forholde sig til, fordi de acceptere vilkår i firmaet er indarbejdet i strukturen for jobbet.
Den mest almindelige måde et menneske forholder sig til øget arbejdstempo og flere bolde i luften er dels at løbe hurtigere og dels at jonglere hårdere. Problemet med denne strategi er hvis den benyttes langsigtet, så risikikere man at køre metaltræt og det er der altså noget som tyder på, at mange mennesker gør.
Et stensikkert tegn på stressoverbelastning er når inbakken udvikler sig til et monster istedet for et kommunikationsmiddel, eller når man glad oplever, at man langt om længe har lært at overskue de nye arbejdstrukturer eller forretningsgange, bare for at få at erfare, at det hele skal laves smartere igen og optimeres forfra.
Familien er et andet sikkert tegn på stressoverbelastning, denne whistleblower opleves som regel også krævende at den stressramte, fordi man ikke er ordentligt tilstede derhjemme eller bidrager til den gode stemning i hjemmet, så opstår dårlig samvittighed og ens manglende evne til nærvær, kan vælte een. Samtalerne derhjemme om arbejdet er da heller ikke de mest opløftende, men hvor skal man ellers gå hen med sin træthed over tingenes tilstand.
Børn af flinkeskolen har det ikke let på nutidens arbejdsmarked, de bliver forbrugt og oplevelsen af, at der nok er en chef der opdager, at jeg hænger i bremsen, er en by i Rusland.
Nogle gange er det bare nødvendigt at det enkelte menneske siger " iih tak men nej tak " til de mange fine opgaver der automatisk vælter ned i turbanen, og tillader sig at blæse en lang høstmarch på at de så ikke er cutting edge på jobbet, eller bare går hjem til tiden for en gangs skyld og så lader kolleger snakke.
Et russisk ordssprog anbefaler : Løft hovedet op af rødbedesuppen ellers kan du ikke se om det du spiser er lækkert eller bare endnu een af kokkens uheldige dage.
Derfor !! Hvad stress undvigelse angår - Step back - forhold dig til, hvordan du er på jobbet, hold pauser, sig nej tak, gå hjem til tiden og lad bare dine kolleger snakke det gør de nok alligevel #=O)
Klik på BLOG til venste for at læse flere