I den senere tid har man har kunnet læse i pressen om bekymring fra psykologer i forhold til, at folk benyttede coaching, hvor de istedet havde behov for en psykolog. Coachen skulle således komme til at arbejde udenfor sit fagfelt, da de kurser man tager for at blive coach ingenlunde er grundige nok til at arbejde med mennesker med psykologiske vanskeligheder. Coachen skulle være mere tilbøjelig til at påtage sig dette, da udviklingen har skabt virkelig mange coaches, så på trods af voldsom vækst på området er konkurrencen stor.
Der er mange aspekter i denne diskussion. Overordnet set skaber, en debat der benytter beskymring og anklager som afsæt, en tendens til mudderkastning istedet for et fokus på de rent faglige islæt som er langt mere konstruktive og som debattter af denne type egentlig skulle handle om. Altså hvordan udvikles psykologiens grænseflader på bedst mulig måde. Når det er sagt er der sket ihærdige tiltag for at certificere coachen i sin egen organisation, så arbejdets ejenart bevare sin faglighed. Det er samtidigt også helt klart, at kurser ingenlunde uddanner coachen med fornøden ballast til at håndtere psykisk dårlige mennesker. Lige så klart er det imidlertid, at coachen stimulerer et vækstområde for personlig udvikling på blandt andet arbejdsområdet, som er tiltrængt indenfor mange brancher. Denne udvikling igangsættes og spreder sig til andre områder af livet.
Det er hélt sikkert sket, at en coach har siddet med en person der reelt havde brug for en psykolog og at coachen ikke var klar over det - og det vil hélt sikkert ske igen. Scenariet vil til gengæld også hélt sikkert løse sig selv, for personen skal nok finde hen, hvor hjælpen er, hvis ikke vedkommende føler sig godt nok assisteret. Omvendt er det helt sikkert også sket, at en person som er kommet med et behov for et stykke fremadrettet udviklingsarbejde har siddet hos en psykolog og talt og sin barndom og tænkt - hvad så nu ?
Det bemærkelsesværdigt fine i disse scenarier er, at personen har opdaget, at der er noget galt og prøver til med de forskellige tilbud der er at finde - og for den person er vejen til den rette samarbejdspartner måske umiddelbart kortere, hvis vejen er selvvalgt af personen. Dette er alt sammen helt fint for coachen eller psykologen skal nok få udfoldet den selvudviklingsproces der er på vej i personen, så det er bestemt ikke udelukket, at en psykolog eller coach får besøg af pågældende person på et senere tidspunkt.
Det er indlysende, at en coach der har taget et kursus ikke kan eller skal foretage psykologisk behandling. Det er imidlertid heller ikke dét en coach vil, er min påstand, for det er ikke den kultur coaching udspringer fra.
Det følelsestryk et menneske i vanskeligheder leverer er jo præcist derfor folk undgår dette menneske, fordi de ikke kan holde det pres ud. Det følelsestryk forhindrer også coachen i at gøre sit arbejde og derfor kan coachen ikke arbejde konstruktivt med den person. Så er det ikke så væsentligt om det kaldes " life coaching " eller er " work related ", hvis følelsestrykket er for stort, kan der ikke arbejdes meningsfyldt med coaching, og det fornemmer personen ofte også selv.
Coaching forudsætter, at ens samarbejdspartner har betydelige psykiske ressourcer for at opnå resultater dvs. er tilstrækkelig ego stærk og ikke er i krise. Når der er stærke overvældende følelser på bordet, så tilkalder man en psykolog, for andre faggrupper mangler rette fagkundskab. Således virker denne tematik ikke særlig central.
Istedet vil gerne tillade mig at kippe med det helt store Dannebrog over det fokus som coaching og coaches bibringer samfundet i området for personlig udvikling - Det er bare altsammen udmærket, for det er netop den udvikling som psykologer samfundsmæssigt set, har arbejdet for gennem det seneste kvarte århundrede, en større psykologisk bevidstgørelse af mennesket i sit liv og jeg ser faktiskt coaching som en aflægger af denne arbejdsindsats.
På sundhedsområdet har trenden de seneste 25 år gået mod stadig mere outsourcing af forskellige specialefelter og her er coaching på det psykologiske felt, et frisk skud på stammen. Der arbejdes på at relegere coaching for at højne fagligheden og dermed også øge indsigten (" assesment ") omkring, hvilke personer der hører til hos en coach og hvilke der ikke gør. Dette sker altsammen i den udviklingsånd der naturligvis præger formatteringen af et nyere arbejdsområde.
Dét coachingorganisationerne måske skulle fokusere på, er at arbejde for at få en formaliseret coachinguddannelse på banen, altså meget mere uddannelse til coachene. Således bliver de kursus uddannede coaches som tegner området pt. blot bliver et overgangsfænomen der skubber fagområdet igang indtil fagområdet coaching er uddannelsesmæssigt fastlagt.
Dette vil også profilere coaching i kundens bevidsthed, så de ved hvad de får eller hvad der kan forventes af en coach. Det er denne udvikling vi kan håbe, at vi kun har set startskuddet til.
Psykologens opgave er således, i første omgang at udvise tillid til, at coachen efter bedste evne arbejder på at komme til termer med den person der sidder overfor og huske på, at hvis personen ikke sad overfor en coach vidste ingen måske, at dette menneske var i vanskeligheder.
En anden opgave for psykologen kunne være, at åbne op i samarbejde og tilbyde supervision til coachen, hvilket synes at være tiltrængt og et tiltag coachingkulturen kunne profittere betydeligt af.
Det er vigtigt at have blik for, at coaching rekrutterer fra en anden målgruppe end dem som i første omgang ville vælge en psykolog som samarbejdspartner. Således åbner coaching snarere uåbnede døre der som al selvudvikling fører til erkendelse - og erkendelsen er som bekendt - ingen dårlig udsigt til en dybere indsigt.
( Klik på fanebladet BLOG for at læse flere )