Et noget provokerende spørgsmål, lægger vi ud med i denne uges blog, specielt når man påtænker at Danmarks vigtigste råstof er " know how " vidensudvikling og læringprocesser. Må vi formaste os til at tro, at vi faktisk kan lære andre noget set i lyset af systemikernes autopoesis begreb ( se forrige blog ) - Jo blot så længe vi ikke siger hvad vi lærer eller hvilken læring vi sigter efter eleven skal opnå. Argumentet er gældende fordi ikke to systemer er ens ( to mennesker ) og ikke to systemer har samme forudsætninger for at forstå eller tilegne sig læringsstoffet lige godt eller på samme måde, og kommer altså derfor også forskellige steder hen i forståelsen af det tilegnede læringsstof.
Et banalt eksempel kunne være underviseren som triumferende oplyser ud i klassen om en svær opgave " Ja så ser vi jo helt selvfølgeligt, at ligningen får den tungeste værdi som indlysende er løsningen 1kg. I klassen sidder vægtløfteren og tænker 1 kilo er da ikke ret meget, mens atomfysikeren i klassen er ved at falde ned af stolen i bar svime over resultatet uoverstigelige størrelse, ham i klassen der ikke er føler sig på hjemmebane i dette fag tænker " hvorfor er det så selvfølgeligt, jeg fatter det ikke - bare jeg ikke kommer til tavlen ", geniet i klassen tænker " suk endnu en fejl fra den middelmådige underviser resultatet er 1000 gram ikke kilo er korrekt angivelse".
Når forudsætningerne for læring og modtagelsen af samme læring er så vidt forskelligt fra person til person er det nærmest arrogant at tro, at vi kan lære alle mennesker det samme. Vi ser jo også gang på gang, at personer i en klasse ikke får lige gode karakterer, til trods for at de har modtaget den samme undervisning. Dette er traditionelt tilskrevet, at nogle er dygtigere end andre, hvilket er en meningsløs argumentation, da det måske langt mere handler om summen af det enkelte individs erfaringer og timing og aktuelle livssituation og dybest set den enkeltes motivation for at lære.
Netop motivation er i de ældre læringsuniverser blevet et mantra for undervisere, læreren skal motiverer eleven til at lære. Helt klart - Nej ! siger systemikerne - en underviser skal inspirere og det kan så være, at der gennem dennne inspiration opstår et motivationelt læringsfelt for eleven. Er dette sandt frisætter det i høj grad underviseren fra at gøre sin indsats op i god eller dårlig - men snarere i - om underviseren har formået at inspirere eleverne på så mange forskellige måder som muligt - for håbet er - at gennem dækningen af flere forskellige inspirationsformer - fænger interessen hos flere forskellige individer, elever eller systemer til at lære noget.
Klik på BLOG til venstre for at læse flere