Acceptens betydning for eksistentiel vækst.

21-04-2016

Når jeg sidder og samarbejder med et menneske i samtaleterapi, tænker jeg ofte på, hvad der gør at nogle mennesker kun har brug for antydningen af mulig vej gennem krisen, mens andre ikke ser disse udveje. Eet af de aspekter jeg støder på, som en bremse for at kunne se egen bevægelse og udvikling i denne forbindelse er det enkelte menneskes accept af sig selv i sin situation. 

Det er som om psykologien, i at kunne acceptere sit aktuelle ståsted altså hvor man emotionelt befinder sig, er kurativ i forhold til ens muligheder for rent faktisk at flytte sig og skifte sit perspektiv på sine muligheder. Det er en forunderlig mekanisme der er på spil, men lader til at accept af sin situation er en kolossal copingstrategi på selve løsningen, for sig selv.

Tænk engang på gåden med de 9 punkter på tre rækker i en kvadratisk firkant, som skal forbindes med blot fire streger uden man løfter blyanten fra papiret. Alting går fint indtil man indser, at det ikke kan lade sig gøre, med mindre man er parat til at acceptere, at fire streger ikke forefindes indenfor de ni punkters firkant, men må trækkes langt udenfor de ni punkter og således kan gåden løses. 

Fuldstændigt som med løsningen af denne gåde, holder vi mennesker fast i bestemte løsningsmodeller som vi meget nødigt laver grundlæggende om på, det er svært for os. Ofte bliver vi såre overrasket over de løsninger vi oplver opstår i samtale med andre hvis vi er heldige, vi selv falder over. Når en svær følelse een gang har overmandet os er det vanskeligt for de fleste mennesker at bevare den fleksible tankegang, der har reddet os ud af vanskeligheder mange andre gange, hvor vi ikke var rystede i vort fundament. Følelsens intensitet påvirker vores tankemønstre over mod en mere fastlåst struktur og vi bliver mindre i stand til at se alternative løsninger, selvom vi føler vi er åbne overfor andre løsninger. Det virker som om vi ubevidst fastholder en vis rigiditet som en emotionel tryghedsskabende foranstaltning, som desværre ikke hjælper os til at få løst vore vanskeligheder, men tværtimod snarere låser os mere fast, så vi vedbliver at se de muligheder som ikke fungerer.

Det ser ud til at et menneskes reelle egen-accept af at være i krisen, i sig selv skaber nye reelle muligheder for at skifte position for den kriseramte og herved opleves det kategoriskift som kan løse krisen emotionelt for personen. Således tillader accepten personen at komme videre og vokse sig væk mod et stærkere og mere sikkert sted i livet.

I samtaler er accepten et centralt men dog ikke altid, bevidst tema for de fleste mennesker der undervejs i deres refleksioner " forstyrres " af psykologen til at tænke, føle og handle anderledes, hvilket giver dem mulighed for at bringe sig i en accepterende position til sig selv i krise. Således finder det enkelte menneske ofte sine egne bedste løsningsmuligheder på sin situation.

Klik på BLOG til venstre for at læse flere.